Sådan sikrer du den bedste belysning til din bolig

Den rette belysning i din bolig har en større betydning end som så. Det handler ikke blot om at finde belysning, der passer til rummets stil og indretning. Det gælder også om at placere lamperne rigtigt, vælge den rette type belysning og de rigtige pærer.

Det betyder, at lamper og belysning ikke kun bidrager med noget æstetisk til hjemmet. Den praktiske funktion er endnu vigtigere, og ved nøje at gennemtænke belysningen kan du udnytte rummene og skabe et bedre indeklima. Hvis du mangler inspiration og råd til, hvilken type belysning til boligen du skal gå efter, så læs med i dette blogindlæg.

Hvilke typer belysning og lyskilder findes der?

Måske fristes du til at vælge lampe og belysning ud fra design, og glemmer derfor, hvad lyset egentligt skal bruges til. Det kan være, du før har prøvet at forelske dig i en lampe, men når den så er hængt op, fungerer belysningen slet ikke i din bolig. Lampens design har ikke kun en æstetisk funktion. Designet har også en praktisk funktion, og den har indflydelse på, hvordan lyset bliver spredt ud i rummet. Når du vælger belysning, er det derfor vigtigt at overveje, hvilke typer lyskilder der findes.

  • Spredt lys udledes fra loftet og bidrager derfor til den generelle belysning i rummet. Det kan eksempelvis være væg- og loftslamper samt spots.
  • Direkte lys er et oplagt valg i rum, hvor du har brug for at have et fokuseret lys på et mindre område – blandt andet ved skrivebordet. Her er en skrivebordslampe med smal og lukket skærm et must, hvis du ofte sidder med papir og blyant og arbejder med detaljer. Spots fungerer ligeledes som direkte lys.
  • Nedadrettet lys er ideelt til hyggebelysning, men er også egnet til læsekrogen eller ved natbordet. De bedste lamper til nedadrettet lys er standerlamper, men også væglamper. Gå efter lamper, hvor skærmen er lukket. 
  • Opadrettet lys kan bidrage med ekstra lys. Opadrettet lys ses ofte som standerlamper og væglamper med uplight – det vil sige, at skærmen peger opad.

Hvordan udnytter du boligens rum med belysning?

Rundt i de danske hjem er der en overvægt at nedadrettede lyskilder. Selv hvis der hænger mange lamper i ét rum, vil rummet stadig være mørkt, fordi al lys peger nedad. For meget nedadrettet lys vil derfor få eksempelvis din stue til at synes mindre, og loftshøjden kan komme til at virke lav. For at skabe en varieret belysning i rummet og udnytte rummet, er det mest hensigtsmæssigt at supplere forskellige lyskilder med hinanden. Fordelen ved at blande lyskilder er desuden, at et rum har flere funktioner.

Tænk blot på, hvor megen tid du bruger i din stue eller i dit køkken. Måske bliver køkkenet ikke kun brugt til madlavning, men også til lektielæsning og til eftermiddagshygge. Derfor har du også brug for kombineret belysning i køkkenet.

Det kan eksempelvis være en loftslampe til generelt lys, spots under overskabene, pendler over spisebordet eller kogeøen. I din stue er det en god idé at supplere loftslamper med standerlamper eller væglamper i læsekrogen. Der er dog ikke ét svar på, hvilke lamper du skal vælge. Det afhænger af rummets funktioner, indretningen samt hvilket udtryk du ønsker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *